Stress. I dets oprindelige forstand.

Et ord jeg synes der til tider bliver misbrugt lidt er ordet stress. Man kan være presset og have travlt, og ja vel egentlig føle sig stresset, men når man først har mærket de psykiske og fysiske følgevirkninger stress bærer med sig, så er det altså en lidt anden sag. Og det har jeg. Over 2 gange faktisk.

Første gang jeg oplevede stress var lige inden jeg blev student i 2010. Det var forfærdeligt. Når man både er særligt sensitiv, har psykisk sygdom i familien (som jo altså desværre kan være arveligt), og har haft en broget opvækst med anbringelse i plejefamilie og manglende stabilitet, så er man allerede temmelig meget i farezonen for at få stress, vil jeg mene. Og det fik jeg altså. Jeg fik hjælp på en psykiatrisk klinik, men følgevirkningerne (især de psykiske) kæmper jeg til tider stadig med. De fysiske tegn såsom hjertebanken og trykken for brystet forsvinder ligesom af sig selv så snart man er ovenpå igen. Men det gør de psykiske mén desværre ikke bare lige...

Anden gang jeg fik tegn på stress var faktisk for ganske nyligt - det var i 2013, på mit allerførste job som færdiguddannet. Jeg er uddannet designteknolog og arbejdede på det tidspunkt som designassistent i en mindre virksomhed (faktisk to forskellige i en periode på 1 1/2 år). Jeg var stresset, fordi det langsomt gik op for mig, at modebranchen slet ikke var noget for mig. Jeg fik tankemylder, var bange for at jeg havde spildt min tid på en forkert uddannelse, og var ked af det hver eftermiddag når jeg kom hjem. Jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg så skulle. Heldigvis har jeg jo en god bunke erfaring fra min første omgang stress, så det der med at sige stop og sige jobbet op var ikke noget jeg behøvede at tænke særligt længe over. Og jeg var sådan set ligeglad med hvor godt det ville have set ud på papiret hvis jeg havde holdt ud, og måske engang var blevet forfremmet som designer. Det var der dog mange af mine jævnaldrende der havde svært ved at fatte. Jeg fokuserer nok bare mere på at blive til nogen, i stedet for at være på jagt efter at blive til noget, koste hvad det vil.... Nu læser jeg i stedet en bachelor i communication&media strategy, og det er hamrende spændende! Om det er dét jeg skal lave resten af livet ved jeg ikke. Jeg drømmer også om at beskæftige mig med musik og lyrik på fuldtid, og når jeg engang går på pension vil jeg have et dyrepensionat med min mand ude på landet.

Jeg har lært mig selv at slappe mere af, og lytte til min mavefornemmelse. Man skal have sig selv med i dét man foretager sig - ellers så hellere lade være. Jeg vil ihvertfald ikke være med til at smide brænde på det konkurrence-samfund vi efterhånden befinder os i. Jeg siger ikke man skal smide alt hvad man har i hænderne og bare dovne den - mange af de ting man skal kæmpe hårdt for her i livet, er jo ofte de fedeste at opnå! Men så snart man begynder at miste fodfæste og miste sig selv, så er det i mine øjne tid til at give slip.

Du skal nok nå der til, hvor det er meningen du skal være. Det ved jeg, at jeg nok skal i hvertfald.