Hvem f***** er jeg egentlig???

Siden jeg startede op på min nuværende uddannelse for et lille halvt år siden, har jeg gået med en underlig fornemmelse indeni - faktisk lidt sådan en følelse af at jeg ikke rigtig ved hvem jeg er lige nu. Det er ikke noget nyt, at jo ældre man bliver jo flere bekymringer tillægger man sig gerne, og det må siges at have været tilfældet for mig i løbet af de sidste par år.

Jeg har altid været lidt af en enspænder med få tætte veninder, frem for mange bekendte. I folkeskolen havde jeg 2 tætte veninder, som jeg desværre voksede fra, og ligeledes på gymnasiet holdt jeg mig meget til enkelte personer. Da jeg så mødte min kæreste, som jeg har været sammen med i 6 år, så faldt de få veninder jeg havde på gymnasiet fra. Og det var helt og holdent min egen "skyld" - det var et valg jeg traf (jeg sagde ikke sådan systematisk "nu skal vi ikke være veninder længere", men min afholdenhed i forhold til fællesarrangementer gjorde ligesom bare at vi blev udfaset fra hinandens liv. Dét, og så det faktum, at man jo bliver spredt for alle vinde når man bliver student), og jeg må indrømme jeg til stadighed ofte vælger tid sammen med kæresten eller familien, frem for venner og bekendte. Jeg fungerer ikke ret godt til det med mange bekendte på én gang, og det har jeg faktisk lært at erkende og jeg prøver på at se det som en styrke, at jeg foretrækker at omgive mig selv med mennesker jeg kan slappe af med. Sådan rigtigt slappe af og være mig selv. Mennesker som jeg har ofret tid og energi på at lære og kende, sådan helt ind til benet.Jeg anser sådan set mig selv som meget åben over for nye bekendtskaber. Men jeg skal bare kæmpe lidt mere for det - jeg åbner mig meget langsomt op for nye mennesker.

Sandheden er måske også, at jeg ikke rigtig ved hvor meget jeg kan/vil/bør give af mig selv til andre mennesker og i forhold til det her med at anskaffe sig nye veninder. Fx på studiet - hvordan ved jeg overhovedet hvor meget de andre forventer jeg giver af mig selv?? Og hvordan ved jeg overhovedet om de egentlig vil mig?? Det er som om, at jo ældre man bliver jo sværere bliver det at etablere nye dybe relationer, og behovet daler måske i virkeligheden også - man har jo allerede en vis mængde mennesker i sit liv, som man måske ovenikøbet har kendt mange år. Og fordi jeg har et forudindtaget indtryk af, at folk omkring mig forventer jeg skal være på en bestemt måde, og jeg tilmed konstant forsøger at tilpasse mig dem, ja - så ender jeg op her hvor jeg er lige nu. Forvirret, træt og usikker på min egen identitet. Som jeg før har givet udtryk for i et tidligere indlæg, så har vi særligt sensitive en naturlig trang til at gøre alle omkring os tilfredse, og undgå konflikter.

Men jeg skal lære at holde fast i mine principper, uden at lade mig kue af andres undren, gøren og laden. For fanden - man kan jo ikke gøre alle glade! Jeg har en eller anden underlig idé om, at jeg skal "redde verden" og altid gøre det rigtige. Kende de "rigtige" folk, gå i det "rigtige" tøj, have de "rigtige" ting i hjemmet, lytte til den "rigtige" musik, købe den "rigtige" mad, være tilpas aktiv i velgørenhed osv. Siden gymnasiet har jeg eksperimenteret utrolig meget med især min personlige stil og mit personlige udtryk, og gud ved hvor mange penge jeg har brugt på at skifte om og om igen. Dengang var det sjovt at udforske og eksperimentere, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg bare gerne vil have lov til at være mig selv, i stedet for at forsøge at være på en bestemt måde og gøre alle andre glade. For det kan jeg ikke. Og jeg giver ikke verden min bedste og mest charmerende side af mig selv, hvis jeg går og dunker mig selv i hovedet, fordi jeg ganske enkelt ikke kan leve op til mine egne sindssyge krav. Og hvordan skal de mennesker jeg har omkring mig overhovedet få en ærlig chance for at lære mig at kende, hvis jeg er i tvivl om hvem jeg selv er??

Måske jeg skal skrive det på min 2015 tjekliste - vær dig selv.