Som særligt sensitiv forsøger man ofte at gøre alle de mennesker man har omkring sig glade. Konflikter er det værste vi ved. Så hellere pisse lidt på éns egne præmisser, for at undgå at nogen bliver stødt eller skuffede over vores egentlige mening. Og for at være helt ærlig så har jeg egentlig ikke en mening om alt anyway..
Tag nu eksempelvis alt den her hype omkring LCHF og Palæo principperne, som jeg personligt har været meget fascineret af de sidste 2 år og de konflikter de selvsamme madkulturer har medbragt sig. Pyha, jeg bliver helt rundtosset bare ved tanken. Jeg deler efterhånden ikke mine tanker om kostvaner med ret mange af de mennesker jeg omgås længere, fordi jeg synes vi er nået til et punkt hvor kosten er blevet til éns religion. Alle kæmper en brav kamp for at retfærdiggøre lige netop deres valg af kostvaner, og jeg gider egentlig ikke have en mening om det længere. I en digital verden hvor alt kan googles, og alle er eksperter kan man jo næsten ikke tillade sig at udtale sig om noget som helst længere - der er altid nogen som kan påpege noget du ikke selv har overvejet, eller argumentere bedre end du selv kan. Eller finde noget på Wikipedia du ikke selv lige var på forkant med. Det efterlader mig ofte med en følelse af altid at være forkert på den, og at have svært ved at vælge hvilket ben jeg skal stå fast på, selvom jeg ofte tænker at jeg nu ikke synes jeg var helt galt på den til at starte med... længe leve de særligt sensitive - du får ret og jeg får ro!
Jeg har med tiden lært mig selv, at jeg ikke behøver at have en mening om alting. Det giver mig på en måde rum til at finde ud af hved jeg egentlig mener. Giver det mening?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar